Man kan ikke true eller trygle eller bestikke en drikkende til at holde op - men man kan godt hjælpe ham eller hende til selv at træffe beslutningen.

Man kan selvfølgelig tale om det. Man kan fortælle, hvordan man selv bliver påvirket af drikkeriet. Hvad man føler, og hvad man måske overvejer at gøre. Det er vigtigt, at man kun taler om sig selv, for dine følelser kan ikke diskuteres. Det kan derimod bekymringer og anklager rettet mod den drikkende, og den vej er sikkert blevet betrådt mange gange uden resultat.

Det er vigtigt at sige fra. Det er også det kærligste, for dermed viser man, at man ikke er ligeglad med den anden - hvis man gør det respektfuldt. Der er stor forskel på at sige "Jeg orker simpelthen ikke tage nogen steder med dig, for det er så skamfuldt, når du ikke kan styre dig" og "Jeg har ikke lyst til at tage nogen steder med dig, for det ender altid samme sted, og det gør mig så ked af det at se dig sådan."

Det kan også være, at du bliver nødt til at flytte dig fysisk - flytte over til en ven eller en veninde eller i sommerhus, hvis det er muligt. Eller bede den drikkende om at gøre det. Og når han eller hun ringer, er det vigtigt at kunne sige kærligt fra, hvis det sker i påvirket tilstand. "Jeg vil vældig gerne tale med dig," kan du for eksempel sige. "Men ikke når du har drukket. Ring til mig, når du er blevet ædru."

Det dummeste, man kan gøre, er at håbe på, at de samme løfter fra det samme menneske skal føre til andre resultater end sidst. Især hvis det handler om mængden af genstande. "Jeg lover, at jeg kun drikker en øl og en snaps til Peter og Ellens påskefrokost." Det er ikke af ond vilje, at den drikkende næppe kan holde det, men fordi det første glas tænder trangen til det næste, og fordi denne trang er større end normale mennesker kan forstå. Man skal have mærket den.

Og sidst, men ikke mindst: Det er ingens skyld. Naturligvis sætter den drikkende selv glasset for munden, men afhængighed er en meget stærk kraft, og trangen kan overvinde enhver viljestyrke. Det er ikke en svaghed, det er en lidelse, og man forventer vel heller ikke, at en depression kan forsvinde, hvis blot man tænker positivt.

Det er lige så lidt omgivelsernes skyld. Ingen drikker, fordi konen altid starter skænderier, eller chefen er på nakken af en - men det er altid en glimrende undskyldning og en god måde for den drikkende at retfærdiggøre drikkeriet på.

Det skyldes heller ikke en ulykkelig barndom. Drikkeriet kan være en måde at håndtere traumatiske oplevelser på, men andre håndterer lignende og måske endda værre oplevelser på anden vis, fx gennem sport, arbejde eller kunst. Drikkeriet er simpelthen en måde at håndtere virkeligheden på.

Når den drikkende holder op, bliver alt sjældent "normalt" med det samme. Mennesker, der kommer hjem efter en indlæggelse og måske en operation, skal også bruge tid til at komme sig og måske finde deres ben igen.

Måske har han eller hun et stort behov for at tale om behandlingen eller om fortiden eller om det, der tales om til AA-møderne. Måske har han eller hun slet ikke dette behov, men ønsker tværtimod at starte på en helt frisk og lade alt det gamle ligge - i hvert fald for en stund.

Begge dele kan være temmelig irriterende for den pårørende - selv om det sidste nok er at foretrække. I hvert fald hvis man til overflod er blevet udsat for det første.

Det er vigtigt, at der også er plads til dig. Mange drikkende er ret selvoptagede, og det forsvinder som regel ikke, hvis de bare holder op med at drikke.

Lad være med at blive irriteret på idioten. Sig for eksempel til ham (eller hende), at hans drikkeri jo også har fyldt meget i dit liv, og at du er glad for, at han er stoppet, men at du stadig har behov for et pusterum, og at du jo også har brug for at lande i det nye. En dag, når alt er blevet mere normalt igen, kan I begynde at tale om det hele, men foreløbig synes du, at han skal gå til møder med ligesindede og tale om de ting, du alligevel aldrig kommer til at forstå indefra.

Har I børn sammen, vil han måske også gøre en hel masse godt igen med det samme. Det kommer der sjældent det ønskede ud af. Foreslå ham (og børnene) i stedet at starte i det små. For eksempel at lave mad sammen. Har I have, kunne I måske gøre bede klar og dyrke grøntsager sammen.

Hvis du derimod mødes af enstavelsesord, når du forsøger at få hul på en samtale om behandlingen, tiden op til eller AA-møderne nu, kan det være gavnligt selv at sætte sig lidt ind i det hele. Måske har han købt Anonyme Alkoholikere, som du kan læse lidt i, når han er til møde. Andres beskrivelser kan ofte være en god måde at mødes om noget, kun den ene kender indefra.

Hvis bogen om Anonyme Alkoholikere føles for gammeldags, så findes der andre bøger af nyere dato, både personlige skildringer og mere litterære værker, du kan købe eller låne på biblioteket. En del af dem er virkelig ikke særlig gode, men Jesper Steins Ædru er udmærket, og Kristian Ditlev Jensens Bar er også faldet i en dels smag. Bedre er efter min smag Ole Michelsens Den Dansende Dæmon. Og så er der naturligvis min egen. Er du litterær og ikke bange for det mere klassiske er Dostojevskijs Spilleren vel den uovertrufne beskrivelse af besættelse og afhængighed. Baudelaires Det Kunstige Paradis og naturligvis Ditlevsens Gift kan også anbefales. Og min nabo, der døde af druk og stoffer, var meget begejstret for Herman Hesses Steppeulven.

Men lad det endelig ikke blive omklamrende, og gør det slet ikke til et pensum, du skal forstå. Og brug det varsomt, for man kan godt befinde sig i en tilstand af noget, som vel minder om post-traumatisk stress i den første tid, efter man er holdt op med at drikke.