Drugs and rock'n'roll
En samtale med Jens Unmack
Jens Unmack tager ikke selv stoffer og har ikke gjort det, siden Danmark tabte til Spanien ved VM i 1986. Og han kan ikke skrive, når han har drukket. "Vi drikker ofte en ordentlig gin eller to - nogle af os - før vi går på scenen, men det er mere for, at man kan gå ind og gribe øjeblikket på en anden måde, end når man kommer helt ædru ind og tænker ‘Nå, der står folk nede, og hvordan mon de er i stemning’. Så går man bare ind og trykker på speederen, og det er sådan kontaktmæssigt godt.” Ellers nøjes han med at være en af de gængse weekend-alkoholikere, som han kalder det med en lille latter.
Men han har haft et misbrug helt tæt på. Love Shops opløsning i 2004 skyldtes ikke kun musikalske uoverensstemmelser, og at han var utilfreds med at skulle kæmpe så hårdt for sange som "Nordlys" og "Sig Det Aldrig Mere", men også at Hassigs kokainmisbrug havde slidt forholdet i stykker. Og de musikalske uoverensstemmelser var vist også et udslag af misbruget. Unmack taler blandt andet om, hvordan National “hviner af coke-diskant”. Det var ikke et udtryk, jeg kendte, men kokainmisbrug har åbenbart den pudsige bivirkning, at man bliver dårligere til at høre høje toner, og i produktionen har Hassig derfor skruet alt for meget op for diskanten.
Det startede ellers lovende med en debutplade så fuld af ny poesi og sit helt eget musikalske udtryk, og selv om de to næste udgivelser flakkede og famlede mere end de funklede, havde de dog højdepunkter som “Drømmenes København” og “Fuck Min Højdeskræk”, som ragede milevidt op over den grød og leverpostej, man ellers stødte på i sin radio.
Men efter det store gennembrud med den fjerde, begyndte det at knirke på de indre linjer. Det havde altid været Unmack, der "støbte akkordforløb og sangmelodier til langt hovedparten af sangene." Mens Hassig "var maestroen der producerede, tryllede, gjorde alle de små løsdele til musik." Men på grund af Hassigs evige stræben efter den perfekte lyd blev indspilningsseancerne til tålmodighedsøvelser; og kokainen, som før kun havde været noget periodevist, fyldte nu mere og mere. Både i studiet og til koncerterne. Engang blev han nødt til at stå med ryggen til et fyldt Pumpehuset under ekstranumrene, fordi publikum ikke skulle se, hvordan blodet piblede fra hans næsebor.
Kokainen var måske også med til at forstærke hans opposition i kunstneriske diskussioner. Når Unmack og det tredje medlem, Henrik Hall, for eksempel foreslog at gøre indspilningsprocessen kortere ved at gå efter et mere umiddelbart og naturligt udtryk, blev de mødt med et “Det skal ikke være naturligt. Det skal være fucked up og iskoldt.”
I Tommy Heisz' Himmelflugt Og Højdeskræk fylder pengespørgsmålet en del. Det slider naturligvis også på et forhold. Men i telefonen lyder Unmack, som om det bare var grotesk at opleve Hassig argumentere for, at bandet skulle finansiere hans kokain, fordi han hævdede, den var afgørende for hans kreative evner. Hvorimod han lyder trist og ærgerlig, når talen falder på Hassigs engang så gyldne ører, som slet ikke var det mere - heller ikke på de forglemmelige plader med andre kunstnere, som han nåede at producere, inden han blev kørt ihjel af en taxa en nat på Falkonér Allé.
“Stoffer kan da helt sikkert noget. De kan bringe dig et andet sted hen og få dig til at se ting på en frisk måde. Det kan give en energi, men ikke på den lange bane. Se bare, hvordan Stones løber tør efter Exile On Main Street, deres heroinplade, og først laver noget godt igen seks år efter med Some Girls, som vel er deres sidste gode plade nogensinde. Se også Suede med Brett Anderson på alt muligt crack og heroin og amfetamin. De får et fantastisk afsæt med et par virkelig gode første plader og går så fuldstændig ned i en kreativ sump, fordi han nok lever det liv, han gør, og det tager dømmekraften fra ham og gør noget ved ham, som ikke er godt for hans kreativitet.”
Hvad med Bowie?
“Bowie er udenfor kategori, for han formår i en ti-tolv år fra starten af halvfjerdserne til og med Let’s Dance i 1983 at udvikle sig konstant på trods af, at han lever et liv, der er meget udfordrende, hvad stoffer og nydelsesmidler angår. Andre, som jeg har oplevet i rockhistorien og tæt på, kan blomstre i en kortere periode, men så er det også, som om de bliver fanget, der hvor de styrter. Der hvor kreativiteten holder op, holder det helt op.”
Mange siger: Når folk holder op, så bliver de dårligere. Nick Cave holder op under Boatman’s Call, og for mig er det en af de store plader, og han laver også store plader efter den.
“Ja, men plader, som er mere arbejdsmandsagtige. No More Shall We Part er sådan set meget god, men det er også Cave, der graver meget dybt efter at være Cave, og Nocturama er jo virkelig dårlig. På Abattoir Blues/Lyre Of Orpheus, som også har sine store øjeblikke, virker det, som om han søger efter udtrykket. Der er en sær, ukomfortabel, ædru stemning over den. Den der helt tørre lyd. Selvfølgelig kan han skrive sangene og rulle anekdoterne ud, men han er ikke så grounded i sit eget univers, som han var tidligere. Og Dig, Lazarus, Dig!!! er sådan en smadderplade, hvor han nærmest leger Grinderman uden for Grinderman og skruer op for alle virkemidlerne. Til den efterfølgende koncert i KB Hallen stod han og spyttede om kap med Warren Ellis på scenen. Han havde også fået sådan en snegl af et overskæg. Det var ligesom et rollespil: Hvem kan jeg nu være? Jeg er ikke Nick Cave mere, jeg skal være noget nyt. Men han kan den der intensitets-ting, som også Thåström kan, og det kan redde meget, men det virker ikke, som om musikken kommer så nemt til ham, efter han er blevet clean. Det er først på Push The Sky Away, han for alvor rykker sig igen. Det gør jo noget ved folk, dels at tage stofferne, dels at holde op.”
Meget af det skyldes sikkert, at man har en komfortzone, som man bliver nødt til at træde ud af, hvis man vil give slip på stofferne, og så kan det godt tage nogle år, før man finder sig selv igen. Men det bliver måske heller ikke lettere af, at det gamle billede jo stadig eksisterer i folks bevidsthed. I lang tid. Selv 20-30 år efter, at Iggy Pop har kvittet stofferne, indledes et interview i Weekendavisen med at fokusere på hans fennikelte.
"Ja. Men det er jo, fordi man skriver ham ind i hele den der hellige eller uhellige fortælling om rockmusikken som lasternes holdeplads. Første gang jeg spillede sammen med Hilmer, spillede vi opvarmning til Nico, som udelukkende turnerede - har jeg siden læst - for simpelthen at kunne opretholde sit misbrug. Hun spillede den ene tur rundt i Europa efter den anden og sad der på små steder ved sit trædeorgel og havde verdens mest triste udstråling, som der ikke var specielt meget rock’n’roll over. Men hendes udstødthed og hendes have-forladt-det-borgerlige-liv var jo rimelig rock’n’roll til os unge post-punks dengang. Og så sad vi der med hende før koncerten. Hendes band, som var fire fyre fra Manchester, var meget søde, men Nico sad med hovedet hvilende ubevægeligt på bordpladen. Hun havde helt lukkede øjne. She was waiting for her man. Først da koncertarrangøren kom med de stoffer, han var blevet sendt af sted efter, livede hun op, og så blev vi smidt ud af rummet, fordi vi ikke måtte se det foregå. Det er der ikke meget rock’n’roll over. Det er rock’n’roll, fordi det er wasted, men det er taber-rock’n’roll. Ligesom Pete Doherty, som jeg holder meget af - specielt hans sangskrivning fra Libertines og Baby Shambles er god. Han kan stadig skrive en god sang, men måske var den bedre i gamle dage. Man kan bare mærke, at skarpheden forsvinder hen ad vejen. Det er godt stadigvæk, men han mangler kontakten med sig selv. Det er, som om det hele er lidt igennem sådan en tåge, også når man ser ham live. Og det er jo ikke specielt rock’n’roll, udover at det er wasted.”
Noget lignende kan man sige om Shane MacGowan, som havde et stort talent for at sætte ord og toner sammen i Pogues-sange som “Rainy Night In Soho” og “Misty Morning, Albert Bridge” og “Fairytale Of New York” - for blot at nævne de tre første, der falder mig ind. Officielt har han lidt af skriveblokering siden 1989, men man kunne også bare sige, at han har drukket sit talent bort. Jeg kommer til at tænke på et billede, som blev taget, da Springsteen for nylig besøgte ham mellem to koncerter i Dublin. MacGowan ligner en dement på et plejehjem, og han ser knap ud til at kunne rejse sig fra sofaen. Han fremstår nærmest som selve modbilledet på rock’n’roll, mens den ti år ældre Springsteen ligner et frisk pust af livslyst og livsmod og en menneskelig frihed, som vel egentlig altid har været den inderste kerne i rock’n’roll - og alligevel synes et halvusselt liv på druk eller på stoffer i manges øjne at være mere rock’n’roll end hele Springsteens værk.
“Det var det måske mere tidligere. Tidligere var det sådan, at man gik ind for at se bands for ligesom at se et godstog, der var ved at køre af sporet. Også med Nick Cave. Første gang jeg så ham, sang han i The Birthday Party, og man tænkte: De fyre lever ikke om fem år. Der var noget fascinerende voyeuragtigt over at se nogle, der var så langt ude, og hvis de tilmed kunne noget interessant med den langt-ude-hed, så var det jo dobbelt bonus. Men man forveksler langt-ude-heden med ærlighed, fordi de ikke skjuler sig bag et eller andet showpis. Man forveksler det med at være på stoffer med at være autentisk. Selvfølgelig er det autentisk at være på stoffer, men det er jo også autentisk at se en blive stukket ned på Strøget fredag aften. Det er sådan en sjov pagt, man laver med sig selv. Man tillader noget andet, når folk står på en scene, end man ville gøre, hvis de sad ved et middagsselskab eller opførte sig på den måde i et supermarked. Fordi det er i kunstens tegn, og fordi man har alle de der romantiseringer om, hvad der skal til for at bringe sig selv ud til der, hvor det er ærligt og relevant. Myterne.”
Men hvor kommer de myter fra? For det er jo ikke rocken selv, der hylder dem i sange. Hos langt de fleste optræder alkohol og stoffer i hvert fald mere som en rekvisit end som en raison d’être. Hos Springsteen er der ungdomsdruk med bræk på bagsædet, men også det mere liflige billede med den barfodede pige, der sidder på en motorhjelm og drikker varm øl i den blide sommerregn. Der drikkes andre steder for at glemme - eller for at kunne holde ud, at hende, man gerne ville have for sig selv, danser nøgen for andre mænd. Og Johnny 99 drikker alt for meget vin og gin i frustration over at have mistet sit job, inden han skyder en ekspedient under et røveri. Hos The Kinks sidder alkoholikeren tilbage med “sad memories I can’t recall”, og på “Sunny Afternoon” drikker fyren øl på sin terrasse, efter at konen er skredet - hjem til sine forældre, hvor hun fortæller “tales of drunkenness and cruelty”. Og på en af min ungdoms yndlingplader med The Triffids spørger en kvinde sangeren på en bar: “Are you drinking to get maudlin, or are you drinking to get numb?”
Nogle gange ligger det vist snarere hos lytteren, når for eksempel "Brown Sugar" med Rolling Stones bliver hørt som en heroinsang. Og Pulps "Sorted For E's And Wizz" er vel allermest en ironisk beskrivelse af et rave-miljø, som sangeren ikke føler sig hjemme i. Selvfølgelig er der også sange som “Heroin” og “Waiting For My Man” med Velvet Underground, men spørgsmålet er, om Lou Reed ikke snarere bekriver fænomenet end hylder det. Hos The Pogues flyder en lind strøm af alkohol gennem hele værket og på flere sange - som for eksempel "Streams Of Whiskey" - som ret uforbeholdne hyldester; men ellers falder man ikke så tit over den slags. Hvis man ikke ligefrem skal over i det mere tegneserieagtige hos Ramones på "I Wanna Be Sedated" eller "Now I Wanna Sniff Some Glue", er den eneste sang, jeg umiddelbart kan komme i tanke om, "Rabalderstræde".
Og selv om der blandt de udøvende nok er mere misbrug, end der er i deres sange, så er der vist alligevel langt flere kunstnere uden et misbrug end med et. Otis Redding var ikke misbruger. Ray Davies og Springsteen har heller aldrig været det. Dylan lagde hashen på hylden i 1966. I The Doors var det jo kun en fjerdedel af bandet, der var helt ude i tovene.
“Men det er dog talerøret. Det er ligesom ham, folk har fokus på, og som symboliserer bandets nedtur fra at lave disse lette, meget kompositoriske ting med flamencoguitar og jazztrommer i starten til at stå og spille LA Woman-blues til sidst, hvor man næsten kan mærke fordærvet. Men ja, selvfølgelig er det nedslag. Det er en bekvem myte. Fordi den er så kulørt og farverig og interessant på et næsten sladderagtigt plan.”